Statsborgerskab
Ambassaden behandler ikke ansøgninger om indfødsret/statsborgerskab, men kan modtage ansøgninger herom og videresende til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Information om ansøgning og krav kan findes på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside via linket her.
Bevarelse af dansk indfødsret/statsborgerskab
Er du født i udlandet, og har du aldrig boet i Danmark, skal du søge om at bevare dit danske statsborgerskab, før du er fyldt 22 år.
Hvornår skal ansøgningen indgives?
Sagsbehandlingstiden i sager om bevis for og bevarelse af dansk statsborgerskab er på nuværende tidspunkt 10-12 måneder regnet fra ansøgningens modtagelse i ministeriet. Grundet den aktuelle sagsbehandlingstid anbefales det derfor, at ansøgningen indgives, når ansøger er fyldt 20 år. Mere information her.
Hvis der er tale om en sag af hastende karakter, bedes der redegøres for dette i et følgebrev, og ministeriet vil herefter tage stilling til, om ansøgningen kan hastebehandles.
Hvor skal ansøgningen indgives?
Ansøgning om bevarelse af dansk statsborgerskab kan indgives direkte til Udlændinge- og integrationsministeriet eller til den nærmeste danske repræsentation (ambassade eller konsulat). Ved indlevering af ansøgning til en dansk repræsentation betales et gebyr på DKK 200. Se venligst gebyrlisten her.
Tidsbestilling er obligatorisk. For at booke tid klik her.
Ved ansøgning om bevarelse af dansk statsborgerskab betales et gebyr på DKK 1.200 til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Yderligere information og ansøgningsskema findes her.
Yderligere information
Du kan desuden læse mere om den lovmæssige baggrund og ansøgningsprocessen på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside. Her kan du finde information om følgende:
- Automatisk erhvervelse af dansk statsborgerskab
- Bevis for dansk statsborgerskab
- Bevarelse af dansk statsborgerskab
- Fortabelse af dansk indfødsret
- Løsning fra dansk statsborgerskab
Alle spørgsmål angående statsborgerskab bedes rettet til Udlændinge- og Integrationsministeriet.
Generhvervelse af dansk statsborgerskab
Er du bosiddende i udlandet, og har du mistet dit danske statsborgerskab ved at erhverve et andet statsborgerskab før den 1. september 2015?
Nåede du ikke at søge i forbindelse med den første 5-årige overgangsordning, så er der godt nyt til dig. Folketinget vedtog nemlig i juni 2021 en ny 5-årig overgangsordning, som giver mulighed for at generhverve det danske statsborgerskab ved afgivelse af erklæring. Overgangsordningen træder i kraft den 1. juli 2021 og skal gælde indtil den 1. juli 2026.
Reglerne fremgår af Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside, hvor du også kan finde skemaet til erklæring om generhvervelse af dansk statsborgerskab for tidligere danske statsborgere.
Hvordan kan jeg have mistet mit danske statsborgerskab?
Hvis man som tidligere dansk statsborger har ansøgt om et fremmed statsborgerskab inden den 1. september 2015, kan man have fortabt sit danske statsborgerskab i medfør af den tidligere gældende § 7 i lov om dansk indfødsret.
Med virkning fra den 1. september 2015 blev denne bestemmelse ophævet, og danske statsborgere som efter denne dato har ansøgt om et fremmed statsborgerskab mister ikke længere det danske statsborgerskab.
Hvordan kan du søge om at generhverve dansk statsborgerskab?
Du kan søge om at generhverve dit danske statsborgerskab ved at indsende en erklæring direkte til Udlændinge- og Integrationsministeriet - også fra udlandet. Du kan også mod ekstra gebyr indsende erklæringen via en dansk ambassade eller et af de mange danske konsulater i udlandet. Du kan se de danske repræsentationer her. På Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside er der information og vejledning om de nærmere regler.
Hvordan får jeg et dansk pas?
Du vil kunne søge om et dansk pas, når Udlændinge- og Integrationsministeriet har behandlet din sag og afgjort, at du har generhvervet dit danske statsborgerskab. Husk at du som hovedregel skal bestille tid for at kunne indgive din pasansøgning, så du opfordres ligeledes til at besøge din ambassades hjemmeside for nærmere oplysning herom.
Mulighed for genoptagelse af sager om dansk statsborgerskab
Orienteringsbrev om EUD-dommen
EU-domstolens dom af 12.marts 2019
Kontakt til Udlændinge- og Integrationsministeriet
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Slotsholmsgade 10, 1216 København K
+45 61 98 40 00
[email protected]