Gå til indhold

Mulighed for genoptagelse af visse sager om tabt dansk statsborgerskab

Mulighed for genoptagelse af visse sager om fortabelse af dansk statsborgerskab efter den tidligere § 7 i indfødsretsloven på baggrund af en dom fra EU-Domstolen

På baggrund af en dom afsagt af EU-Domstolen den 25. april 2024 i sagerne C-684/22 til C-686/22, har Udlændinge- og Integrationsministeriet vurderet, at ministeriet ved vurderingen af fortabelse af dansk statsborgerskab som følge af erhvervelse af fremmed statsborgerskab efter den tidligere gældende § 7 i indfødsretsloven vil skulle inddrage en række yderligere momenter med henblik på at foretage en individuel prøvelse af virkningerne i forhold til EU-retten af en fortabelse af dansk statsborgerskab og dermed unionsborgerskabet.

Denne vurdering er ikke tidligere foretaget i sager, hvor der er foretaget en fortabelsesvurdering efter den tidligere gældende § 7 i indfødsretsloven.

Udlændinge- og Integrationsministeriet vil således fremover i alle sager, hvor fortabelsen af det danske statsborgerskab også indebærer en fortabelse af unionsborgerskabet, foretage en vurdering af, om virkningerne i forhold til EU-retten af fortabelsen af unionsborgerskabet er proportionale med fortabelsen.

Det er desuden Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der er behov for at ændre indfødsretsloven for at sikre klarhed over borgernes retsstilling.

Se Udlændinge- og Integrationsministerens orientering af Folketinget om dommen og dens retsvirkninger her UUI Almdel Bilag 145 Notat om opfølgning på EUDomstolens dompdf (ft.dk)

Mulighed for genoptagelse

Dommen får retsvirkninger fra ikrafttrædelsen af den fortolkede regel, TEUF artikel 20, som trådte i kraft den 1. november 1993.

Tidligere danske statsborgere, der har erhvervet et fremmed statsborgerskab i perioden mellem den 1. november 1993 og forud for den 1. september 2015, hvor indfødsretslovens § 7 blev ophævet, og dermed har fortabt deres danske statsborgerskab, og som har modtaget en afgørelse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om fortabelse af statsborgerskab, hvorved de også mistede deres unionsborgerskab, vil kunne anmode ministeriet om at genoptage deres sag.

Læs EU-Domstolens dom af 25. april 2024 i sagerne C-684/22 til C-686/22 CURIA - Dokumenter (uim.dk)