Gå til indhold

praktikant på ambassaden

Praktikplads i udenrigstjenesten

Et praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af udfordringer og giver dig mulighed for at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine kompetencer af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del af den afdeling/team, du tilknyttes, og du vil få tildelt en vejleder i afdelingen/teamet. De konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer afhængig af, hvilken afdeling/team du tilknyttes.


Ambassaden i Jakarta søger 2 praktikanter i inden for følgende områder for perioden 1. februar 2025 til 31. juli 2025

  • Politik og public diplomacy
  • Fødevarer og landbrug


    Politik og public diplomacy

    Som politik og public diplomacy praktikant vil du blive tilknyttet ambassadens politiske afdeling, der også er ansvarlig for udviklingsbistand, kultur og public diplomacy, samt ambassadens myndighedssamarbejder inden for det maritime, energi og miljø.

    Som praktikant vil du bl.a. skulle være med til at administrere ambassadens sociale medier og tilhørende strategier, hjælpe med at udarbejde rapporter om indonesisk udenrigs- og indenrigspolitik samt udviklingen i ASEAN samt bidrage til gennemføre delegationsbesøg og events.

    Eksempler på opgaver:

  • Håndtering af ambassadens sociale medieplatforme samt produktion af indhold
  • Bidrage til gennemførelse af public diplomacy f.eks. inden for kultur og uddannelse
  • Bidrage til udarbejdelse af rapporter og indberetninger om indonesisk udenrigs- og indenrigspolitik og udviklingen i ASEAN
  • Bidrage til gennemførelse af aktiviteter inden for ambassadens myndighedssamarbejder (maritimt, energi og miljø) og udviklingssamarbejde og afrapportering heraf
  • Bidrage til planlægning og gennemførelse af offentlige arrangementer, workshops, seminarer og delegationsbesøg
  • Deltagelse i møder, offentlige konferencer og events samt afrapportering
  • Andre ad hoc opgaver relateret til ambassadens aktiviteter på tværs

     

    Fødevarer og landbrug

    Ambassaden varetager et Strategisk Sektorsamarbejde (SSC) om landbrug, som gennemføres af Fødevarestyrelsen og den indonesiske regering. Samarbejdets hovedfokus er på fødevareproduktion og effektivitet, økologisk mejeri, ernæring og madspild.

    Som praktikant i fødevarer og landbrug vil du understøtte den daglige ledelse af SSC-programmet, som involverer deltagelse i møder med ministerier, netværksmøder, fremdriftsrapportering og kommunikation med relevante danske myndigheder og private interessenter. Derudover vil du også bidrage til ambassadens kommercielle aktiviteter så som markedsundersøgelser, møder og tilrettelæggelse af erhvervsdelegationer. Du vil endvidere blive involveret i den strategiske udvikling af sektoren og samarbejdet med Indonesien, hvor du arbejder tæt sammen med vores statskonsulent.

    Eksempler på opgaver:

  • Forberede oplæg og tilrettelægge delegation/virksomhedsbesøg
  • Planlægge og organisere diplomati-arrangementer
  • Opdatering af sociale medier med teamets relevante aktiviteter
  • Udarbejdelse af skriftlige rapporter om Indonesiens politik inden for fødevarer og landbrug, markedsundersøgelser mv.
  • Andre ad hoc opgaver

 

Varighed og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt og praktikopholdet er på seks måneder.

Forårshold: 1. februar – 31. juli

  • Deadline for ansøgning til dette hold er den 1. september året forinden

 

Efterårshold: 1. august – 31. januar

  • Deadline for ansøgningen til dette hold er den 1. marts

 

Krav
Du skal være studerende og tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau.

Hvis du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år, på ansøgningstidspunktet have fast bopæl i Danmark og være indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark under hele praktikopholdet.

 

Det er en betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.

 

Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét praktikophold i den danske udenrigstjeneste.


Kvalifikationer

Vi leder efter studerende med stærke analytiske evner, drive og et stort engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen. Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber samt kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word).

Opholdet skal bidrage til din uddannelse, og vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder i afdelingen. Vi anbefaler, at du inden du søger om et praktikophold undersøger, hvilke akademiske krav din uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold.


Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl. frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5 dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden kunne få skrive-fri inden for et maksimum af 10 dage afhængig af krav til omfang og kompleksitet af opgaven.

Bolig
Du er selv ansvarlig for at finde bolig og afholde alle udgifter forbundet hermed.

Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en kompensation på 5.000 kr. pr. måned til dækning af udgifter til logi, transport, forsikring og andre udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.

De fleste praktikanter vil desuden have mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med Styrelsen for Videregående Uddannelser.


Ansøgning
Du er velkommen til at søge begge stillinger. Vi vil blot bede dig angive, hvilken praktikstilling, som har din første og anden prioritet.

Ansøgningen kan enten skrives på dansk eller engelsk.

Den motiveret ansøgning, CV, studiedokumentation og andre relevante bilag bedes sendes i én samlet pdf-fil til [email protected]

Udfyld gerne emnefeltet med ”Praktikansøgning til [afdeling]”

Hvis du har spørgsmål til stillingen eller brug for yderligere information, er du velkommen til at skrive til [email protected] eller vores nuværende praktikant Lin ([email protected]).